Kamilla Krattet har som tidligere ambulanceredder oplevet konsekvenserne af unges druk på nært hold. Hun har set, hvordan en fest kan ende med forgiftning, ulykker, vold, seksuelle krænkelser eller i værste fald dødsfald.
Hver måned dør der ét ungt menneske, hvor alkohol har været indblandet. Det betyder henover en gymnasietid, én hel klasse, kun fordi der blev drukket for meget.
Med foredraget De akutte konsekvenser af alkohol ønsker Kamilla at dele sine erfaringer fra gaden for at skabe bevidsthed og dele viden med de unge, styrke forældreindsatsen, så både voksne og de unge selv kan forebygge alvorlige situationer, før de opstår, og give fagfolk viden fra det præhospitale arbejde, som kan bruges i det videre arbejde med akutte konsekvenser af alkohol.
De fleste ved, at alkohol kan være farligt i store mængder. Men de færreste forstår, hvorfor unge er særligt udsatte. Deres hjerner er stadig under udvikling, og netop derfor påvirker alkohol deres dømmekraft, impulskontrol og evne til at mærke egne grænser langt mere end hos voksne. Det gør dem sårbare i situationer, hvor ting kan eskalere på få sekunder.
Med næsten ti års erfaring som ambulanceredder tager Kamilla Krattet deltagerne med helt ind i virkeligheden fra gaden, hvor druk fører til forgiftning, ulykker, vold, seksuelle krænkelser, psykiske påvirkninger og i værste fald dødsfald. Hændelser, der fylder i ambulancerne og på akutmodtagelserne hver eneste weekend, men som alt for sjældent bliver talt åbent om.
Foredraget giver et ærligt og indsigtsfuldt blik på hjernens udvikling, de akutte konsekvenser af alkohol og de risici, som unge og deres forældre ofte overser. Samtidig viser Kamilla, hvordan forældres adfærd, grænser og samtaler former de unges forhold til alkohol og hvordan man som voksen kan støtte og forebygge, før situationer udvikler sig, og de unge mister kontrollen. Deltagerne får solid viden, praktiske råd og levende eksempler fra virkeligheden, der gør det lettere at skabe bevidsthed, tage de svære snakke og sætte tydelige rammer, som forhindrer, at situationer ender galt. Målet er at give unge forståelse og redskaber til at håndtere alkohol ansvarligt, samtidig med at forældre og
andre voksne får indsigt i de unges sårbarhed, betydningen af egne holdninger og modet til at handle i tide.
Det handler i sidste ende om at skabe større bevidsthed, refleksion og handlekraft, vi vi kan udfordre den alkoholkultur, vi tager for givet i samfundet. Vi skal dæmpe indtaget, passe bedre på hinanden og forebygge de tragedier, der aldrig burde ske. For ingen skal dø på grund af alkohol.
Foredraget kan målrettes tre forskellige grupper:
De Unge
Foredraget til de unge er målrettet folkeskoler, gymnasier og ungdoms- og videregående uddannelsesinstitutioner. Her får de unge viden om alkohol som stof, og hvad det konkret gør ved deres krop, hjerne og beslutningsevne. De lærer at forstå egne grænser, mærke efter og tage ansvar også hvis de får for meget eller står i svære situationer. Målet er at ruste dem til at være omkring alkohol på en mere moderat, bevidst og fornuftig måde.
Forældre
Forældre får indsigt i de unges udgangspunkt, deres særlige sårbarhed og de mange risici, der ofte overses. De får samtidig viden om, hvordan deres egne holdninger, rammer og adfærd påvirker de unge langt mere, end de fleste tror. Målet er at give forældre mod, forståelse og konkrete redskaber til at forebygge – før det bliver farligt.
Fagfolk
Fagprofessionelle får adgang til viden og erfaring fra det præhospitale felt: hvad vi ser, hvad der går galt – og hvad der kan ændres. Målet er at styrke samarbejdet mellem skole, fritidsliv, sundhedssektor og beredskab, så vi sammen kan skabe en sundere og mere ansvarlig alkoholkultur blandt unge.
Et oplæg om den psykiske belastning i høj intensitets job og de følgende konsekvenser som stress, angst og PTSD.
Kamilla, tidligere ambulanceredder og coach, deler sin erfaring, giver indsigt i nervesystemets reaktioner og konkrete værktøjer til forebyggelse.
De fleste ved, at mennesker, der arbejder i højintensitetsjob som ambulancereddere, sygeplejersker og beredskabsmedarbejdere, har højere risiko for stress, angst og PTSD. Men de færreste ved hvorfor.
Dette oplæg sætter fokus på den psykiske belastning, som disse medarbejdere udsættes for dagligt, og hvordan det kan gøre det svært at blive i jobbet uden at miste sig selv.
Efter 10 år som ambulanceredder oplevede Kamilla selv bagsiden af medaljen. Med den viden, læring og erfaring arbejder hun nu med bevidsthed om nervesystemet og konkrete værktøjer, så medarbejdere kan passe på sig selv, deres patienter og kollegaer – og skabe en bæredygtig fremtid for mennesker, der arbejder for at passe på andre. I oplægget deler Kamilla indsigt i, hvordan nervesystemet reagerer på belastning, hvorfor stress, angst og PTSD opstår, og hvordan traumer kan påvirke både krop og sind. Deltagerne får konkrete metoder til selvregulering, destress-øvelser og strategier til at skabe balance, både under og efter arbejdets akutte situationer.
Foredraget indeholder også refleksion over sårbarhed, jernmasker og psykologiske strategier, deltagerne kan bruge til at forstå egne reaktioner og tage ansvar for deres mentale trivsel. Kamilla bruger sin personlige historie om overfald, PTSD og genopbygning som eksempel på, hvordan et overbelastet nervesystem kan genkendes, forstås og reguleres – og hvordan man kan finde hjem i sig selv igen.
Målet er at skabe et bæredygtigt arbejdsliv med overskud, ro og autenticitet. For man skal aldrig blive syg af at gå på arbejde.
For at give de bedste oplevelser bruger vi teknologier som cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Samtykke til disse teknologier giver os mulighed for at behandle data såsom browseradfærd eller unikke ID’er på dette websted. Hvis du ikke giver samtykke eller trækker dit samtykke tilbage, kan det have en negativ indvirkning på visse funktioner og egenskaber.